16. maj 2012

En syg skole - eller skole i en for gammel version?

Børn går i skole for at lære noget. Undervisningspligten er udtryk for samfundets beslutning om, at de opvoksende generationer må sikres et vist fundament af kompetencer og viden med videre, som en sikring af samme samfunds videre eksistens. 

Den danske folkeskole kan snart fejre sin 200 års fødselsdag - den første Almueskole blev oprettet i 1814 - og de forløbne næsten 200 år har selvfølgelig sat sit præg på indholdet. Skolen har hele tiden skullet følge med samfundsudviklingen, og børn har mildest talt haft brug for at kunne noget forskelligt op gennem de mange år. Folkeskolenloven bliver da også løbende ændret på, og vi har efterhånden en del gange hørt politikere udtale, at 'folkeskolen skal have et hovedeftersyn' - eller noget i den retning. 

Forskellig - og dog den samme 

Det er pudsigt at konstatere, at selv om Danmark i begyndelsen af nittenhundredetallet og Danmark i 2012 - igen mildest talt - er to temmelig forskellige samfund, så har de tilhørende skoler en del lighedspunkter: Den ansvarlige lærer, der ved, og skal sørge for at formidle sin viden til eleverne, er fast ingrediens. Det samme gælder bøger, skolebygning og klasselokaler, en eller anden form for skema og timeinddeling og måske hele den hierarkiske struktur med skoleleder øverst i pyramiden og eleverne nederst. 

Selvfølgelig har der været umådelige mængder af ændringer inden for disse rammer. Nytænkning er kommet og gået, forandringer er dukket op og har sat sig fast, fejl er blevet begået og hastigt fjernet igen. Jeg nævner i flæng: 'boglig' og 'almen' linje, niveaudeling og realskole, kønsopdeling, undervisningsdifferentiering og åbenplan. Med meget mere. Skolen har heldigvis været en levende, foranderlig størrelse - om end åbenbart med visse uforanderlige elementer. 

Duer skolen? 

Det helt centrale spørgsmål er og har altid været: lærer børnene det, de skal? Det, der bedst muligt udruster dem med den viden, de holdninger og færdigheder, som udgør det bedst mulige fundament for dem? Gør dem så velegnede, som det nu kan lade sig gøre, til at skabe sig selv et godt liv, til at blive konstruktive medlemmer af vores alle sammens samfund? Så forskellige, de - vi - nu engang er? 

Jeg er ikke i tvivl om, at de mange 'hovedeftersyn' og dertil hørende ændringer, som skolen er blevet udsat for, ikke mindst i de senere hastigtløbende år, har været velmenende forsøg på at svare på ovenstående spørgsmål. Men vi er jo ikke enige, der ligger helt klart forskellige politiske farver hen over de forskellige tiltag, og hvem kan overhovedet spå om fremtiden? Hvem ved, hvilke kompetencer Magnus og Mathilde, 6 år, netop begyndt i børnehaveklasse, har brug for, når de forlader folkeskolen som 16-årige? Vi kan højst gætte kvalificeret. Vi kan ikke vide. 

Samfundets revolution 

Dertil kommer, at det danske samfund i de seneste godt 20 år har gennemløbet en udvikling, der mest har karakter af revolution. Ligesom den øvrige verden, og primært som følge af det, der meget passende kaldes 'it-revolutionen'. Jeg tror, jeg dagligt overvejer, hvordan jeg bar mig ad med at leve mit liv, skrive mine bøger, rejse - osv., osv. - før jeg kunne finde svar på alting på internettet. 

Det er mange år siden, jeg havde min daglige gang i folkeskolen, senest som lærer, men jeg kan kun forestille mig, at skolen også har brug for en revolution, og ikke blot et 'hovedeftersyn'. Og jeg tror ikke, at samme revolution endnu har fundet sted, alle de mange - også kvalitative - forandringer til trods. 

Skolen er syg 

Jeg får støtte i den forståelse af en kapacitet. Ken Robinson  fra University of Warwick i England forsker i kreativitet og uddannelse, og har 30 års erfaring i udvikling af skolevæsen. Han mener helt grundlæggende, at skolen er syg. Se hans knap 12 minutter lange film (på hurtigt talt engelsk, men ...) på Youtube: Changing Education Paradigms. Den er værd at bruge 12 minutter på - knap 8 millioner andre mennesker har gjort det. Den er også sjov! En artikel på dansk om Ken Robinson og filmen kan læses her: Skolerne er syge - hvad kan vi gøre? 

Jeg citerer fra artiklen: Ken Robinson siger, at skolen bare gør, som den altid har gjort og derfor efterhånden har udviklet sig til at være en industri uden den helt store entusiasme eller plads til begejstring. Vi putter elever ind i den ene ende, forsøger at fylde deres hoveder med boglig viden og håber, at der kommer fornuftige samfundsborgere ud i den anden ende. 

Undersøges og diskuteres 

Han siger videre, at samme skole dræber kreativitet og fremelsker børn med ADHD, og som argument for denne kontroversielle påstand viser han, hvordan forekomsten af ADHD er geografisk bestemt. I USA, men sådan er det også i Danmark, fortæller en dansk forsker i læring, Line Lerche Mørck i artiklen. I region Midtjylland har børn ADHD, i Gentofte har de Asperger. Hvorfor mon? Der findes ikke noget sikkert svar, men, siger Ken Robinson, det skal i al fald undersøges og diskuteres. 

Det kan man jo kun være enig i. Ligesom jeg er enig i, at det er en nærliggende tanke, at folkeskolen som fænomen, at undervisning af børn i det hele taget, måske burde foregå på en grundlæggende helt anderledes måde, end den gør i dag, og har gjort de sidste 200 år. Det er værd at undersøge og diskutere. Det er både vores børn og vores samfund, det drejer sig om. Findes der noget vigtigere? 

Venlig hilsen
Janne Hejgaard