Er der en sammenhæng mellem sødmælk og overvægt?
Bliver mit barn overvægtig af at drikke sødmælk? Det er et spørgsmål, nogen forældre måske kan stille sig selv. Forskere har undersøgt sammenhængen mellem indtag af mælk med forskellige fedtindhold og forekomsten af overvægt hos børn. Resultatet kan virke overraskende; sødmælk bliver forbundet med en lavere forekomst af overvægt sammenlignet med mælk med lavere fedtindhold som skummet- og minimælk.
Sødmælk er associeret med mindre overvægt
På grund af fedtindholdet på 3,5% har sødmælk ofte haft det svært i konkurrencen med de mere magre varianter som skummet- og minimælk. Men nu viser en stor undersøgelse, at sødmælk ikke har nogen indflydelse på kropsvægt.
Undersøgelsen bygger på 28 forskningsartikler. Dermed omfatter den i alt over 20.000 børn i alderen 1 til 18 år fordelt på syv lande i forskellige dele af verden. Ved at indsamle resultater fra flere forskningsartikler i en stor undersøgelse kan forskerne med større sikkerhed nå frem til en konklusion.
På baggrund af den store mængde data var forskernes konklusion derfor meget klar: Børn, der drak sødmælk, havde lavere risiko for at blive overvægtige sammenlignet med børn, der drak mælk med lavere fedtindhold som skummet- og minimælk.
Kosten og overvægt hænger ofte sammen
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser planterigt, varieret og ikke for meget. Følger man dette råd, kan man forebygge overvægt både hos børn og voksne. Samtidig anbefales det, at man skærer ned på indtaget af sukkersødede drikkevarer og energi-rige snackprodukter, øger indtaget af frugt og grønt samt slukker tørsten i vand.
Fra Fødevarestyrelsens side lyder anbefalingen på, at man skal vælge de magre mejeriprodukter, og i mange sammenhænge har det derfor betydet, at mejeriprodukter er blevet fravalgt grundet indholdet af kalorier og fedt.
Læs mere om de 7 officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen her.
1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget |
2. Spis flere grøntsager og frugter |
3. Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk |
4. Spis mad med fuldkorn |
5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter |
6. Spis mindre af det søde, salte og fede |
7. Sluk tørsten i vand |
Modsat de officielle anbefalinger
Undersøgelsens konklusion går dog imod de anbefalinger, der gælder i mange lande, inklusiv de officielle kostråd i Danmark. Derfor diskuterer forskerne bag undersøgelsen også, hvad forklaringen bag kan være. En af årsagerne kan være, at sødmælk opleves mere mættende, som kan føre til et mindre indtag af eksempelvis sukkersødede drikkevarer.
Mælk indgår i en sund og varieret kost
Ud fra resultaterne fra undersøgelsen kan det altså konkluderes, at mælk uanset mælketype har en plads i en sund og varieret kost. Det betyder ikke, at sødmælk nu anbefales som den foretrukne mælketype til skolebørn, men blot at valget tilsyneladende ikke udelukkende behøver at være de fedtfattige varianter.
Sødmælk | 3,5% |
Letmælk | 1,5% |
Minimælk | 0,4% |
Skummetmælk | 0,3% |
Kærnemælk | 0,5% |
Matilde kakao | 0,5% |