Den allerførste skoledag
Adam Breum
Endelig indfinder den store dag sig, som dit barn så længe har ventet på. Måske summer sommerfuglene i den lille barnemave, så der ikke bliver spist ret meget morgenmad. Tag da roligt lidt frugt eller en bolle med, som barnet kan spise senere. Hvordan den første skoledag konkret forløber er forskelligt fra skole til skole. Men dit barn vil sikkert opleve det mylder af børn, der griner, hviner, råber og fniser i skolegården som overvældende. Og sikkert er det, at skolen har gjort sig parat til at modtage dit barn.
Beslut dig for at være positiv
Du har en vigtig rolle den dag, for dit barn suger dine reaktioner til sig. Så beslut dig på forhånd for, at skolen er alle tiders, at det er de bedste lærere og pædagoger, der skal til at være sammen med dit barn, og at dit barn skal gå i klasse med en masse skønne klassekammerater med rare og hyggelige forældre.
Dit barn overtager dine forventninger og reaktioner som en magnet, og derfor er det så vigtigt, at du indstiller dig positivt på dit barns første skoledag.
Adam Breum
Det er stort – og spændende!
Stemningen på den første skoledag summer af højtidelighed - både forældre og børn er spændte. Måske ser I ansigter, I kender fra børnehaven, nabolaget eller det lokale supermarked. Mange steder må forældre gå med ind i klassen den første dag. Andre steder samles man et sted, hvorefter børnene går med børnehaveklasselederen over i den nye klasse – uden jer forældre. Du skal være opmærksom på, hvordan afskeden kommer til at foregå den første dag i skolen, og fortælle dit barn grundigt om det. For under alle omstændigheder skal dit barn give slip på dig og sætte sig på sin nye plads i klassen.
Du og dit barn skal finde det sted, I skal mødes, og I skal lige finde ud af, hvor klasselokalet, garderoben og toiletterne er, og hvor barnet skal holde frikvarter.
Børnehaveklasselederen har gjort klassen klar til de nye børn og har sat et navneskilt ved hver plads. På mange skoler bliver børnene sat dreng, pige, dreng, pige. Alle er spændte på, hvem de kommer til at sidde ved siden af.
Inden skolestarten skal I tale om, at i skolen skal man kunne sidde ved siden af alle, at man jævnligt bytter plads, og at piger og drenge sidder ved siden af hinanden.
Adam Breum
Nu begynder fællesskabet
Det er vigtigt, at dit barn indstiller sig på, at det nu er en del af et fællesskab, hvor ikke alt er til diskussion. Fra den første dag vil dit barn lære, at her skal man vente på tur, lytte til hinanden, blive siddende på sin plads, og gøre det, de andre børn gør. Det er et stort skift fra børnehaven. På den første dag vil klassen, lærerne og de andre børn blive præsenteret for hinanden. Dit barn skal lære om klassens indretning, hvor legetøjet er, og hvor man finder bøgerne. Muligvis vil der også være en bog til barnet og information til jer forældre. Herefter slutter dagen typisk, man vinker farvel og så ses vi igen i morgen.
Sæt tid af
Børn glæder sig til at fortælle om alt det nye, de har oplevet på denne store dag, så sæt tid af i kalenderen til, at I kan hygge jer sammen lige efter skole. Gå evt. en lille tur, og lad barnet stille og roligt fortælle om, hvad det har oplevet. For nogle børn er dagen overstået, men ved at stille konkrete spørgsmål, som fx "Fortalte læreren noget om sig selv?","Hvor mange drenge og piger er der?", "Hvad skete der, da I skulle spise?" får det måske lyst til at fortælle.
I dagene efter begynder den daglige rytme både hjemme og i skolen. Du kan forvente, at dit barn er meget træt, for det skal forholde sig til så meget nyt. Efter et par uger vil dit barn begynde at tilpasse sig den store forandring og glide ind i de daglige rutiner. Det vil begynde selv at hænge overtøjet på knagen ved klassen, sætte madkassen i køleskabet og sætte sig på sin plads i klassen. Nogle børn skal have en hånd for at klare de praktiske dele om morgenen, men du skal endelig forvente, at det kan dit barn godt overkomme.
Snak om farvelsituationen
Op til første skoledag kan du instruere dit barn i, hvordan I fra nu af skal sige farvel til hinanden om morgen. Tre knus og et kys – længere skal afskeden ikke vare. Har dit barn brug for mere hjælp, kan du aftale det med personalet i SFO´en. Du skal vise dit barn, at du trygt overgiver det til en anden voksen.
At slippe dig er et vilkår, dit barn skal lære at håndtere, og det behøver din støtte til at overkomme og mestre afsked.
Adam Breum