Du begynder også i skole
Adam Breum
Når dit barn begynder i børnehaveklasse, begynder det på en ny og vigtig fase i livet, og det vil være en sjov og gavnlig udfordring for dit barn, hvis det er klar. Find den store pose med tillid frem og glæd dig!
Dit barn får brug for din kærlige støtte, når det begynder i børnehaveklassen og skal vænne sig til en hel masse nyt. Det stiller nye krav til dig at bakke op om barnets rolle som skoleelev. Du skal fx lære at slippe dit barn løs på en ny udebane, som du ikke kontrollerer.
Adam Breum
"Det bedste, du kan gøre for dit barn, er at tænke på skolestarten med oprigtig glæde og positiv forventning. Og at vise tillid til både dit barn og skolen med dens nye voksne og kammerater."
Kontaktformen ændrer sig
Din kontakt med de professionelle voksne i dit barns liv ændrer sig fra dag ét i skolen. Du kan ikke længere stille daglige spørgsmål: Er der sket noget særligt? Har dit barn været glad, veloplagt eller måske lidt træt og ked af det? Nu får du i stedet en mail eller et nyhedsbrev, som giver et generelt billede af klassen. Det er en del af læringen, at barnet langsomt bliver mere selvstændigt, men det kan være en udfordring for nogle forældre at undvære den daglige dosis viden om deres barn. En tommelfingerregel siger, at hvis dit barn kan sove og spise og generelt virker glad, så er intet nyt fra skolen godt nyt!
Forbered dig på nye rytmer
Når dit ældste barn begynder i skolen, ændres dagsrytmen, og især morgenerne kan opleves stressende. Og du kan ikke længere hente dit barn eller holde ferie, som du vil. Det er vigtigt, at I som familie overholder skolens ferieperioder. Det er ikke rart at få indskrænket sin frihed, men det er klogt at se positivt på de nye rammer, så barnets skolestart ikke forbindes med negative vibes.
Dit barn vil være ekstra træt i den første tid efter skolestart. Der er så meget nyt, det skal vænne sig til, og det er krævende. Derfor kan du evt. vente med at melde barnet til nye fritidsaktiviter til et stykke tid efter skolestarten. Ellers hold et vågent øje med, hvor træt dit barn er, og hvis du skønner, at der er for meget på programmet, så hold en pause fra aktiviteten.
Engager dig i SFO’en fra dag ét
De fleste SFO'er optager børn fra april/maj, og barnet begynder derefter i børnehaveklassen til august. Flere friskolers fritidsordninger begynder i starten af august med skolestart umiddelbart efter. Og andre skoler har rullende skolestart, hvor barnet starter i den måned, hvor det fylder 6 år. Det er en fin ordning at begynde skolen i etaper, så barnet bliver fortrolig med en del af sin nye hverdag, før skolen begynder. Det er vigtigt, at du engagerer dig i SFO'en i den periode. Mange venskaber starter her og flytter med ind i børnehaveklassen. Det er skønt at se to børn smile til hinanden den første dag, fordi de kender hinanden. Så bliver sommerfuglene i den lille barnemave heller ikke så voldsomme.