Udstyret: Taske, tøj, penalhus
Helle Brønnum Carlsen og Adam Breum
At gå i skole skal ikke være et udstyrsstykke, hvor dit barn skal have det nyeste og dyreste. Dit barn skal have en skoletaske, et penalhus med gode blyanter, en madkasse (gerne med kølebatteri), en drikkedunk, en gymnastikpose, et håndklæde og idrætstøj og -sko. Nogle forældre køber skoletaske og penalhus sammen med barnet og gør det til en hyggetur, hvor de også snakker om det, der skal til at ske.
Vælg blyanter med omhu
De blyanter, man køber som en del af et penalhus, kræver ofte, at et barn har schwarzenegger muskler i fingrene for at få noget ud af dem. Barnet bliver ked af sin tegning, hvis stregen bliver utydelig, fordi det ikke kan trykke hårdt nok. Derfor kan du med fordel købe løse blyanter af en bedre kvalitet i en papir- eller boghandel. Undgå runde blyanter, for de er svære at holde på. Køb eventuelt en holdetrekant, som kan flyttes over, hver gang der skiftes blyanter. Og så må du nok vænne dig til, at blyanter har det med at forsvinde i skolen eller taskens dyb. Sørg for at have et lille lager.
Daglige taskerutiner
Hver dag skal du sammen med dit barn tjekke om tingene i penalhuset er klar til næste dag. Og skal der pakkes idrætstøj, er det også dit ansvar at huske det, men inddrag endelig dit barn. I kan for eksempel gøre det til en rutine, at dit barn, når det kommer hjem fra skole, sætter sin taske ud i køkkenet, lægger madkassen og drikkedunken op på køkkenbordet og viser sit penalhus frem til dig. Lykkes den rutine for jer, kan den naturligt udbygges til lektietid senere hen.
Praktisk og rent tøj
Dit barn skal have tøj på, som det kan lege og bevæge sig frit i. Så køb gerne praktisk tøj frem for det mest trendy. Små børn lægger sjældent mærke til mærker, men de noterer sig, om de andre lugter eller har hul på tøjet. Går der hul på et par bukser, så lav eller køb en sjov lap at sy på. Sørg også for at vælge tøj, som barnet selv kan tage af og på. Dit barn får her et nyt ansvar, hvor det skal lære at forvalte og passe på sine ting selv. Det tager tid at kunne overskue alle sine nye ting. Derfor er det en god idé at have en reserve af huer, vanter og håndklæder – og skriv endelig navn og telefonnummer på, så I har en chance for at få det igen.