Piger og drenge - Typiske mønstre
Adam Breum
Kønsrollemønsteret har været under forandring i årtier. Alligevel kan man iagttage mønstre i piger og drenges forskellige adfærd. Der er masser af variationer og undtagelser, og vi ønsker ikke at bidrage til stereotypier. Men det, der tydeligt kan iagttages, har vi forsøgt kort at beskrive - velvidende, at det ikke nogen endegyldig sandhed om kønnene.
Åh, de følelser
Både piger og drenge oplever, at det er vigtigt at have en bedsteven. Det betyder, at de første år i skolen er fuld af store følelser, hvor relationer prøves af. Det tager tid, og følelserne kan hænge uden på tøjet. Det er ikke unormalt, at et barn oplever uretfærdighed, skuffelse, jalousi eller tristhed.
Det vigtige er at skubbe sit barn kærligt videre, så det erfarer, at følelser ikke er konstante eller skadelige men noget, der gennemstrømmer og vejleder en.
Adam Breum
Barnet skal op på hesten og turde igen. Det er i den proces, dit barn udvikler robusthed i forhold til livets modhager, et livsvilkår, som du hverken kan eller skal skåne dit barn for. Fylder følelserne for meget for dit barn, skal du kontakte skole/SFO, så I sammen kan hjælpe barnet.
Pigeforhandling eller konflikt?
Piger og drenge leger forskelligt. Piger bruger for eksempel meget tid på at forhandle rollerne i en leg, mens drengene typisk bare går i gang. Fordi pigers leg handler om at udspille roller, må de lige snakke om hvem, der skal have hvilken rolle. Den diskussion har voksne en tendens til at se som en konflikt, men pigerne skal igennem den proces. Det er netop igennem den, en pige lærer at argumentere, holde styr på sin og andres ret, at give sig, at stå fast, at aftale og overholde aftaler. Så man skal give plads til pigernes drøftelse af rollefordelingen, der tager ca. 20 minutter. En del frikvarterer er ikke lange nok til at begge dele kan nås, og det kan give frustrerede piger i timerne.
Når pigefnidder opstår
Pigefnidder ser ud til at være uundgåeligt. Det har at gøre med, at piger typisk grupperer sig to og to i små grupper med en enkelt pige, der markerer sig mest. Den pige sætter, sammen med sine veninder, normerne og standarden for, hvad der er in. De andre pigers pardannelse følger denne piges regler for samspil, hvis de vil tilhøre flokken. Og det vil piger oftest, for de er afhængige af deres relationer. Når en pige opnår at blive den dominerende hun, dronning, skyldes det, at hun er værdig til rollen. Måske har hun et stort selvværd, er velopdragen og stimuleret og har derfor noget ekstra at byde på i forhold til de andre.
Det bliver først et problem, hvis den dominerende pige ikke er socialt anlagt eller godt opdraget og er mere optaget af, hvem der må lege med hvem end af at få alle med.
Adam Breum
Det kan lyde gammeldags, men det er faktisk det, det handler om. Du som forælder bærer faktisk et ansvar for, om dit barn mobber eller bliver offer for mobning.
Mange forældre tager kontakt til hinanden og hjælper med at løse konflikten, hvis deres piger ikke kan enes. Nogle forældre har dog svært ved at se konflikten fra flere sider. Så bliver det vanskeligt at hjælpe børnene. Rådet er her at fokusere på det, der konkret er hændt mellem pigerne og udgå at fokusere på, hvem, der gjorde hvad. Når man taler med sin datter om konflikten i skolen, hjælpes hun til at se, hvorfor den anden pige gjorde eller sagde, som hun gjorde. Alle piger ryger ind i sådan en konflikt på et eller andet tidspunkt. Fortæl dit datter, at hun kommer igennem det, så hun rustes til at stå det igennem.
Drengenes venskaber og hierarki
Drenge har det, alle forskelle til trods, med at måle sig med hinanden: Hvem kan løbe hurtigst? Hvem er stærkest? Hvem har flest Pokémon-kort? Deres venskaber kan sagtens gå på tværs af deres indbyrdes hierarki, for de er ikke afhængige af grupper, som piger typisk er.
Drenge kan være ret så selektive i deres udvælgelse af den bedsteven, som de fleste ønsker at få. Så hjælp eventuelt din søn med at bøje hans særinteresser, så de ikke blokerer for at finde en god ven.
Adam Breum
Drenges konflikter er mere korporlige og langt mere synlige end pigers. De kan råbe op, slå og sparke hinanden, hvis konflikten bliver for svær at håndtere. Her bliver det muligt for skolens voksne at gribe ind, skille drengene ad og kræve, at man taler konflikten igennem, når gemytterne har lagt sig. Herefter vil luften typisk være renset.