Det vigtige skolemåltid

Et af de bedste argumenter for fælles måltidsordninger på skolerne er, at børnene spiser sammen, og at alle spiser den samme mad. For fællesskabet er en vigtig del af det gode måltid. Lige så hyggeligt, det kan være at få en hilsen med hjemmefra i madkassen, lige så ensomt kan det være at sidde med noget mad, de andre ikke forstår, man har med.

Måltidet er en fælles sag

Flere skoler har allerede købeordninger, der giver mulighed for at gøre måltidet til en fælles sag, hvis skolen også sørger for rammerne til det. Forældre og skolebestyrelse bør stille krav både til rammerne og til kantinen om at sælge lødig mad. Læs mere om, hvad du selv kan gøre her. 

Det fælles måltid stiller også store krav til lærere og pædagoger, for det er ikke alle børn, der kender til regler for at spise sammen med andre, og så kan det fælles måltid blive et skrækscenarie i stedet for at være det hyggelige samlingspunkt. Det er en vigtig opgave for lærere og pædagoger at skabe et godt og trygt rum til de måltider, børnene skal have i løbet af dagen i skolen.

Jeg synes, at mad smager grimt, når man er alene

Anton, 2. klasse

Dug på bordet og tid nok

Selv om dit barns skole ikke har fælles madordning, kan madpakkerne stadig gøres til et fælles projekt, hvis lærerne ønsker det. Som forælder kan du bakke op og hjælpe til med at skabe det fælles rum.

Når der er spisefrikvarter, skaber det en kæmpe forskel at lægge duge på gruppebordene og derved signalere, at nu skifter rummet og stedet karakter.

Helle Brønnum Carlsen

Af egen erfaring ved jeg, at skolebørn bliver langt mere stille, når der lægges dug på, og når visse spiseregler, der giver ro og afslappet stemning, overholdes. Det besvær, man har med dugene, opvejes mange gange gennem den gode stemning.

Det tager både tid at lave mad og at nyde den. Hvis man ikke i skolen kan få skabt den tid, der skal til, må forældregruppen tale med lærerne om, hvordan det bedst kan løses. Ofte vil man i de små klasser bruge lidt af timen til at spise i, og det er vundet ind mange gange. Lærerne kan tydeligt mærke, at børnene bliver oplagt til mere læring, når de får spist deres mad.

"Muskelmadder og gummimadder"

Rugbrød er centralt i vores madkultur, der er en god portion fornuft i at spise det, der knytter sig til vores traditioner, og rugbrød er stadig et hit blandt mange børn. Rugbrød er både mere holdbart i form og konsistens og langt mere næringstæt end de fleste hvide brød, der er bagt af mel, hvor man har fjernet både skallerne med alle vitaminerne og de næringsholdige kim. Alle brødtyper indeholder kulhydrater, men nogen er bedre end andre, fordi de indeholder mange fibre. De grove brød i hvedegenren kan være dyre at købe og tidskrævende selv at bage, så hvis tid og penge betyder noget, kan rugbrødsmaden anbefales som den bedste ”muskelmad” i skolestarten.

Børn kan ligefrem mærke forskel på musklerne i rugbrød og gummiet i toastbrød, som en lille dreng i min klasse engang sagde.

Helle Brønnum Carlsen

Tradition og variation

Børn er ofte bange for at skille sig ud. Tænk, hvis de andre synes, den mad, man har med, er mærkelig! Det har fået mine egne børn til i perioder at forlange de samme tre madder med i månedsvis. Men det er en dårlig idé helt at holde fast ved det kendte. Undersøgelser har vist, at hvis maden altid er den samme, holder vi op med at have lyst til den.

Er der derimod variation i maden, gerne knyttet til årstiden, vil nysgerrigheden fremme lysten til at spise mere. Som et glimrende eksempel på dette har jeg med min skoleklasse, der nu går i 6. klasse, haft fælles (forældrebetalt) frugtordning hver dag siden 1. klasse. Børnene elsker, når der hver måned kommer ny, årstidsbestemt frugt. I begyndelsen af måneden har børnene ryddet frugtkurven dagen før, der kommer ny forsyning, mens de i slutningen af måneden levner lidt, fordi de er blevet smagstrætte af en bestemt frugt. Forandringen behøver ikke være vild og overraskende. Et skift i æblesort kan være tilstrækkeligt til, at æblerne igen bliver tillokkende – og spist! Samme frugtkurv har betydet, at der ikke findes et barn i den klasse, der ikke kan lide frugt. Fællesskabet og den kultur, der har udviklet sig omkring kurven, har gjort alle til frugtspisere.

Mad er også sprog

Mad er fuld af små hentydninger og symboler, som ingen går og tænker over til hverdag. Vi har alle noget, vi ikke spiser. Nogle vil ikke spise østers, andre vil ikke spise komave, flere religioner forbyder svinekød, og selv uden religiøse regler er der mange, der vælger ikke at spise kød. Det, vi føler væmmelse ved, skal respekteres, men hvis der er tale om, at børn udvikler afsky for hele fødevaregrupper – fx frugt, grønt, mejeriprodukter eller kød – kan det ses på en anden måde. Nemlig at de ikke skal snydes for vigtige næringsstoffer og nydelser, men helst skal komme til at opleve, at den mad, de ikke har brudt sig om, kan få en god betydning for dem.

Også indpakningen kommunikerer. Den madpakke, der er ordentligt pakket, signalerer omhu fra den, der har pakket den.

Helle Brønnum Carlsen

Forældre viser, at de gerne vil have, at barnet har det godt, når maden er pakket omhyggeligt. Den ekstra lille godbid, der ofte ud fra en sundhedsvinkel bliver kaldt uartig, er en vigtig del af beskeden hjemmefra om, at man er elsket. Tager den overhånd, og madkassen bliver fyldt med slik og andet sødt, forvandler den sig fra en hyggelig hilsen til et udtryk for dårlig samvittighed eller ligegyldighed hjemmefra.

Meget tyder på, at det fælles måltid nu er på vej ind i skolerne. Det er vigtigt at holde øje med, hvem der kommer til at fortælle børnene historier gennem maden, og hvad de fortæller. De nye måltidsordninger må gøre sig klart, at de overtager en madfortælling fra forældrene. Hvis ikke de gør det, bliver det lille skolemåltid til en kommunal affodring, og så er det ikke sikkert, at lysten til at spise maden er stor nok til, at den nye ordning reelt betyder forbedringer.

Madpakke og kantine på skift

Selv om det er hyggeligt at få mad med hjemmefra, så er det også rart at skulle i kantinen en gang imellem og handle med kammeraterne. Skifter børnene mellem madpakke og kantine, giver det også variation, og variation stimulerer lysten til at spise den gode skolemad. Så i stedet for at se kantinen som konkurrent, kan du se den som sparringspartner, så du nogle dage selv sender det gode madbudskab og andre dage viser tillid til skolens ansvarlighed for at levere god og velsmagende frokost. 

Det fælles måltid i klassen kan derfor også skabes af en klasseaftale om, hvilke dage man går i kantinen og køber mad, og hvilke dage man har mad med hjemmefra.

Helle Brønnum Carlsen

Børn spiser ganske enkelt mere og mere nyt, hvis det sker i et trygt fællesskab, hvor alle er fælles om at nyde maden. Så må den godt komme fra forskellige afsendere – det udfordrer kun forandringens lyst.