Sandwich med æg- og kikærtesalat
Af: Karolines Køkken
Ingredienser
- 4 hårdkogte æg
- ½ dåse kikærter (uden lage - ca. 125 g)
- 1 dl syrnet mælkeprodukt (1,5% - A38 eller yoghurt)
- ½ tsk ostindisk karry
- 1 spsk mangochutney
- ½ tsk groft salt
- 2 syltede agurker (i tern - ca. 75 g)
- 1 dl fintklippet purløg
- 4 grove sandwichboller (ca. 375 g)
- 50 g rensede, blandede babysalatblade
- 200 g cherrytomater
- Tilbehør:
- 1 gulerod (i stave)
Sådan gør du
Pil æggene og tag 2 af blommerne fra - skær resten af æggene i små tern. Hæld kikærterne i en sigte og brus dem over med koldt vand. Lad kikærterne dryppe af og kom dem i en skål sammen med det syrnede mælkeprodukt, karry, mangochutney, de 2 æggeblommer og salt. Blend salatsaucen til den er glat. Vend æg, syltede agurker og purløg (gem 2 spsk til pynt) i og stil æggesalaten tildækket i køleskabet i mindst 15 min. Smag til.
Flæk sandwichbollerne og læg dem sammen om salatblade og æggesalat. Skær nogle af tomaterne i skiver og kom dem i sandwichen. Pynt med purløg og servér resten af tomaterne ved siden af. Du kan også servere salatbladene og alle cherrytomaterne ved siden af - så bliver sandwichen ikke våd.
Øvrigt
Æg- og kikærtesalaten kan sagtens laves dagen før. Sandwichen kan også godt lægges sammen, men så skal grønsagerne med i en lille box ved siden af - ellers bliver de slatne.
Du kan selv koge kikærter, i stedet for at bruge dem på dåse. Til denne portion æg- og kikærtesalat, skal du beregne ca. 60 g tørrede kikærter. Husk at lægge dem i blød i rigeligt koldt vand i mindst 8 timer. Kassér udblødningsvandet og kog dem møre i frisk letsaltet vand. Det tager ca. 45 min. Lav evt. en stor portion kogte kikærter. De er gode at have i fryseren og kan bruges i salater eller som en lille snack. Vil du give kikærterne lidt mere smag, kan du komme laurbærblade, timiankviste og peberkorn i kogevandet.
Energiindhold pr. stk.:
Kulhydrat: 58 gram
Protein: 19 gram
Fedt: 10 gram
Energi, kJ: 1777 kJ
Energi, kcal: 355 kcal