Kølekæde og kvalitetssikring
At skolemælk (og anden mælk) kan holdes frisk og kold, skyldes 'kølekæden'.
Kølekæden
...er en stram styring af mælkens vej fra gården, hvor koen malkes, til mejeriet og derfra videre ud i verden. Det er en stor og kompliceret opgave at sikre kølekæden hver eneste dag.
Når mælken malkes, er den 37°C varm, og efter hver malkning vaskes, spules og desinficeres malkemaskinen og det lukkede rørsystem, som leder mælken til køletanken.
Køletanken køler hurtigt mælken ned til 4°C. Hver gang mælken er blevet afhentet af mejeriets tankbil, vaskes, spules og desinficeres køletanken.
Tankbilen er isoleret, så mælken holdes nedkølet under hele transporten til mejeriet. Mælkebilens tank og slanger vaskes, spules og desinficeres efter hver transport til mejeriet.
De færdigtappede mælkekartoner opbevares under 5°C, inden de i store kølebiler køres ud til forretningernes kølereoler - eller til skolernes køleskabe.
Inden eleverne afhenter mælken, har pedellen pakket mælken direkte i køletasker fra skolens køleskab.
Kvalitetssikring
Der er meget skrap kontrol med fødevarer i Danmark. Mælken gennemgår mange check, inden den tappes på kartoner. For at opnå en ensartet og høj standard overvåges produktionen af både mejerierne og af de danske myndigheder.
Hos landmanden tager mælketankbilens chauffør en prøve af mælken. Prøverne sendes til et laboratorium og bliver bl.a. analyseret for indhold af:
- fedt
- protein
- bakterier
Mejeriets eget laboratorium tager desuden løbende prøver for at sikre, at hygiejnen er i orden. Fx tages der prøver på kimtal i luften, og der foretages stikprøver på tilfældigt udvalgte og skiftende steder i produktionsapparatet.
Mejerierne skal selv kontrollere, at deres produkter overholder lovgivningens bestemmelser. De lokale afdelinger af Levnedsmiddelkontrollen checker mejeriernes egenkontrol og undersøger også regelmæssigt de produkter, som mejeriet fremstiller.