Det mener I om skolemælksordningen: Læs resultatet af den årlige spørgeskemaundersøgelse til skolerne

26. november 2018

Der er stor tilfredshed med skolemælksordningen blandt skolerne. Det viser en helt ny undersøgelse, som Mejeriernes Skolemælksordning har foretaget i efteråret 2018.

Hvor lang tid bruger skolerne hver dag på at pakke mælk? Har skolerne et godt samarbejde med grossisterne, der leverer skolemælken? Og hvordan vurderer skolerne skolemælksordningens kundeservice?

Det er blot nogle af de i alt 51 spørgsmål, som skolerne i Mejeriernes Skolemælksordning har haft mulighed for at besvare i den årlige spørgeskemaundersøgelse. 569 skoler har valgt at deltage og I får her de vigtigste resultater.

Sjældent fejl i leveringen

Skolerne er generelt tilfredse med Skolemælksordningen og den måde, den fungerer på, på skolen, for elever og forældre. 94 % af skolerne siger således, at de er ’meget’ eller ’nogenlunde’ tilfredse med Skolemælksordningen.

Dette hænger blandt andet sammen med, at der aldrig eller kun sjældent er fejl i levering af mælken. Det vil sige, at det er de rigtige typer af mælk og det korrekte antal, der leveres til skolerne. Dette er oplevelsen på 94 % af skolerne, hvilket har stor betydning for både skolens arbejdsmængde og elevernes og forældrenes tilfredshed.

20 minutter max. – så er der pakket mælk

Apropos skolernes tidsforbrug. Hver dag bliver der gjort et stort stykke arbejde ude på skolerne for at eleverne kan få et vigtigt bidrag til deres kost og sundhed.

To ud af tre skoler bruger op til 20 minutter dagligt på at pakke mælk til skolens mælkedrikkere – og 63 % af skolerne er ok med at bruge den tid, de gør. Det er typisk en af skolens medarbejdere, der får mælken ned i mælketaskerne, så den er klar til afhentning i spisefrikvarteret.

Få en klasse til at pakke mælk

På 10 % af skolerne er det en klasse, der ordner skolemælk for kammeraterne. Et godt tip, hvis man vil spare lidt på skolens travle ressourcer. Som noget nyt i år har skolerne fået mulighed for at honorere de klasser, der har ansvar for at pakke mælken. De kan få 500 kr. til klassekassen. Har I brug for tips til at få pakning af mælk til at køre nemmere, er I meget velkomne til at tage fat i en af vore skolemælkskonsulenter.

Styr på udleveringslister, mælkedage og klasseskift

Der er også godt styr på, hvordan man foretager et klasseskift, bruger udleveringslisterne og angiver skolens mælkedage. I hvert fald tilkendegiver 96 %, at de føler sig godt klædt på til at varetage skolemælksordningen.

Men skulle der være en enkelt eller to skoler, der har spørgsmål eller brug for hjælp, kan I altid få fat i en skolemælkskonsulent eller kontakte Mejeriernes Skolemælksordnings kundeservice. 

”Rare folk, man fanger i telefonen”

Sådan svarer en skole, når man spørger, hvad der især fungerer i skolemælksordningen. Denne skole er tilsyneladende ikke den eneste. For 90 % er ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med den kundeservice, Mejeriernes Skolemælksordning yder. Dog nævner et par stykker, at de synes det er svært at komme igennem på telefon til os.

Husk at skolerne kan ringe alle hverdage 8.00-15.00 på 87 31 20 40. På den måde kan skolerne komme uden om telefonkøen og er mindre afhængige af at skulle ringe på bestemte tidspunkter.

Brug skolemælk.dk/skoler

Hvis du læser denne nyhed, er du i blandt de 13 %, der er opmærksomme på, at der findes nyheder på skolemælk.dk/skoler - og læser dem. 27 % er slet ikke klar over, at der jævnligt bliver lagt alt fra nyheder til tips og akutte meddelelser op på websitet. Lad dette være en opfordring til alle, der hidtil har sprunget nyhedssektionen over.

Foldere om skolemælk på 5 sprog

Det er også på skolemælk.dk/skoler, at man kan downloade foldere, bestille materialer og logge på det administrative værktøj, skolemælksweb. Tre ud af fire skoler går på skolemælk.dk/skoler for at logge på skolemælksweb, mens lidt over halvdelen bruger sitet til at downloade gratis materialer, herunder foldere om skolemælksordningen.

40% er dog ikke klar over, at de kan hente foldere om skolemælk – og det endda på nu i alt 5 sprog: Dansk, engelsk, tyrkisk, arabisk og farsi. Har I elever og forældre tilknyttet skolen, der bedre forstår arabisk eller tyrkisk, har I mulighed for at downloade en folder til dem. (https://www.skolemaelk.dk/skoler/download-dokumenter/)

Stor tak for jeres svar

Vi vil gerne sige stor tak til alle skoler, der så aktivt har deltaget i vores årlige undersøgelse af skolernes erfaringer og vurdering af skolemælksordningen. Skolerne er en vigtig samarbejdspartner for Mejeriernes Skolemælksordning og derfor er jeres holdninger og ønsker meget vigtige for os. Tusind tak for jeres engagement.

Fakta om undersøgelsen

  • Spørgeskemaundersøgelse foretaget i sep./okt. 2018
  • Alle skoler i Mejeriernes Skolemælksordning har haft mulighed for at deltage
  • 569 skoler har besvaret spørgeskemaet
  • 51 spørgsmål om alt fra skolernes tilfredshed med levering af mælk til Skolemælks kundeservice
  • Årlig tilbagevendende undersøgelse der hjælper til at give et samlet billede af hvordan skolemælksordningen fungerer i praksis på skolerne.